Toppen af Sardinien er kendt for mondæn turisme på Costa Smeralda, men har meget mere at byde på. Her har vinden og regnen lavet skulpturer ud af områdets røde granit, som med de stedsegrønne buskes lysende farve giver en smuk treenighed med havets klare blå farve. Bjergene i den indre del er høje og brudt af søer og floder i et dramatisk landskab. Korkegene dominerer denne del af Sardinien sammen med traditionerne for det gode kunsthåndværk.
Gallura er den nordligste del af Sardinien, præget af betagende naturskabte skulpturer i granit. Kysterne er smukke, og kontrasten mellem den røde granit, den grønne bevoksning og det turkisblå hav er slående. Her finder man øgruppen og nationalparken La Maddalena og den mondæne turismes epicenter på Costa Smeralda, som begge står i stærk kontrast til den indre del, hvor Monte Limbara med sine mere end 1.300 m.o.h. giver den besøgende udsigt til det nærtliggende Korsika. De små byer byder på kunsthåndværk og flotte traditioner, som befolkningen gerne deler med interesserede turister.
Baronie er et område langs havet, der er præget af flodmundinger, middelalderborge og lange smukke strande med klart blåt vand. Hvor bjergene falder ned mod havet, ligger citrusplantager, olivenlunde og vidnesbyrd om historisk relevans. Kysten bugter sig ud og ind, og langs med den kan man følge den flotte rute 125, Strada Orientale, der går fra nord til syd langs østkysten og kommer forbi nogle af Sardiniens smukkeste steder.
Nuorese giver den besøgende en mulighed for at opleve et område i balance mellem fortid og nutid. Her er mange rige og stærke traditioner, smuk natur, spændende geologiske formationer og en mulighed for at opleve det indre Sardinien med al dets fascination. Bjergene er gennemskåret af floder og dale, hvor der dyrkes vin, og hvor fårene græsser. Konerne væver smukke tæpper, og bager traditionelle kager og brød, mens mændene plejer vinrankerne og oliventræerne med en ro, der kendetegner den indre del af øen. Her er oplevelser af ægte væren i harmoni med tiden.