Dette hjørne af Sardinien byder på et blandet landskab med den flade slette, hvor Alghero lufthavn er og stejle klippekyster afbrudt af skønne strande i små bugter. Her er gamle minebyer, middelalderbyer, fiskerbyer, Isola Asinara, tidligere fængselsø, nu nationalpark, forhistoriske tempelruiner, majestætiske bygningsværker fra bronzealderen samt masser af solskin. I det yderste nordvest ligger Nurra-området med en lidt fladere del, der går over i stejle kyster mod vest. I nord ligger den flotte Asinara, æslernes ø, tidligere fængselsø, nu nationalpark, lige ud for fiskerbyen Stintino, der de sidste mange år har tiltrukket besøgende med lyst til et mindre sted med charme, hygge og flotte strande. Alghero, byen med stærk catalansk indflydelse, ligger også her, i en stor bugt med lange sandstrande, der strækker sig ud mod Capo Caccia og Neptuns grotte. Nurra er også et område med mange interessante arkæologiske seværdigheder, både af ældre og nyere slags. Den gamle mineby Argentiera er et charmerende eksempel på, hvordan industri bliver til historie og udgør i dag et lille, hyggeligt og originalt feriested. Anglona er et lille område, der ligger roligt i Asinara-bugten, er præget af en smuk kystlinje, som veksler mellem strande og små klippefremspring. Middelalderbyen Castelsardo med den imponerende borg ligger som et fremspring af land mod havet. Det er et område med stærke traditioner for kurvefletning og andre håndværk. Anglona er rig på historie og arkæologi med mange romanske kirker bygget af tilrejsende munke, domus de janas fra tidlig bronzealder og den særligt interessante elefant i trakyt, der står som et naturmonument i sten med gravsteder hugget ind i klipperne. Et spændende område, der byder på lidt af det hele.